Als

Als og Sundeved har ganske stærke traditioner for “helligtrekongersløb”. Måske har det rødder langt tilbage i tiden, for det første af de helligtrekongerspilgrimstegn, der er fundet nogle stykker af i Danmark, blev fundet på Als, hvorfor de fik navnet Alsgemmer (se her). Traditionerne er stadig levende i en del af de mindre landsbyer og består i vandring rundt til hjemmene, udklædt og maskeret til ukendelighed, evt. med mulighed for at få maskefald ved at gætte sig frem til, hvem der gemmer sig bag en maske. Nogle steder slutter det med fælles maskefald på kroen eller privat, kåring af bedst udklædte og fest.

Ketting og Sebbelev

Et af mine blandede barndomsminder fra Sebbelev i Ketting Sogn på Als har at gøre med Helligtrekongersvandringen. Det var skræmmende, da maskerede, udklædte voksne, som man vitterligt ikke kunne genkende, selvom det var de lokale unge, kom ind og nærmest fyldte og overtog stuen. De jappede op med fordrejede stemmer, og det var uforståeligt, hvad de sagde.

Det var tanken, at man skulle gætte, hvem der gemte sig under maskerne, men det lykkedes i hvert fald ikke for os!

Måske kom de først til os et godt stykke henne på ruten, for det virkede i hvert fald, som om de var i lidt bedre humør end bare af at hygge sig. Nu var mine forældre på det tidspunkt endnu ikke tilhængere af at servere vin eller lignende. Derfor blev de budt på småkager og kaffe. Det var de ikke helt tilfredse med, og det var måske med til både at hæve lydniveauet til det for de mindre børn lidt skræmmende og til at betyde, at de kun kom hos os den ene gang! Årene derefter sprang de ganske enkelt over.

Det er min erindring, at deres helligtrekongerstur sluttede på kroen i Ketting forenende sig med det tilsvarende optog fra Ketting.

I en artikel, som der linkes til neden for, står der, at nytårssalmen ”Op brødre, timen lyder” blev sunget nytårsnat ved kirkedøren i Ketting. Som jeg erindrer det, mødtes også bylauget i Sebbelev kl. 24 nytårsnat og sang salmen ved uden for kroen (!). Men det har sådan set ikke noget med Helligtrekonger at gøre, bortset fra, at måske ved den lejlighed har aftalt nærmere vedr. udklædning osv.

Kaj Bollmann

Læs mere her

Sydals

I Lysabild på Sydals findes skikken også – i hvert fald så sent som 2009 – om end i en lidt anden udgave.

Jørgen Iversen på Lysabildgade fortæller – i nedestående artikel- at Hellig tre konger skikken stammer fra Ærø, hvor pigerne blev sendt ud at tjene på Als. Og ved Hellig tre konger kom karlene fra Ærø herover og gik udklædte rundt og søgte deres piger op.

Førhen var det skik, at børnene gik Hellig tre konger i mørkningen (efter kaffetid), og de unge (konfirmanderne) gik først på aftenen. De voksne gik hele aftenen og smed maskerne i det private hjem, hvor de befandt sig lige før midnat. Men de fleste søgte hjem og smed maskerne derhjemme, husker Jørgen Iversen. Siden begyndte det så med, at man kunne tage til Hørup til maskefald.

Det fremgår af artiklen, at det i Lysabild åbenbart ikke er et fælles optog, men flere, delvis spontant arrangerede, der så ender med at mødes til ”maskefald” i Hørup

Læs mere her

I hvert fald til og med 2008 var der også vandring i Skovby på Sydals. Her blev der sluttet af på kroen, med maskefald og kåring af bedste udklædning. Læs artikel fra Jyske- Vestkysten her. Det samme gælder Kegnæs

lysabild
Et af elementerne i helligtrekongersløbene på Als er muligheden for at tage lokale forhold under kærlig behandling som i en revy. Her er det “sorte håndværkere” fra et helligtrekongersløb i Lysabild

Stevning

I Stevning på Nordals er det nogenlunde samme skema, med udklædning, gang fra hus til hus, for at ønske hinanden godt nytår, mulighed for at gætte, hvem der gemmer sig under udklædningen. Gættes dette ikke, beholdes udklædningen og masken på.

De der vælger at blive hjemme, tænder lys ved hoveddøren, så man kan se, at man er velkommen i deres hjem. Som oftest bliver der budt på en lille en til halsen, som drikkes gennem et sugerør for ikke at skulle tage masken af.

Der er fælles afslutning i Stevning Kulturhus med maskefald og kåring af de bedste udklædninger og med fest med musik og dans.

Læs mere her