Sælkvinden – et færøsk sagn

På Færøerne er en af de skikke, der er knyttet til bl.a. Helligtrekongers Aften, at man samles i nogle af bygderne og danser færøske danse hele natten.

Sagnet er oversat fra færøsk af Anker Eli Petersen © 2006

saelkvinden
Sælkvinden – statue ved Mikladal, Færøerne

Sæler stammer oprindelig fra mennesker som har begået selvmord ved at kaste sig i havet. En gang om året, på Helligtrekongers aften, får de lov til at smide hammene, og da ligner de alle andre mennesker. Da plejer de at samles for at danse og lege på klippestranden eller inde i deres sælhuler.

Sagnet fortæller, at en ung mand fra Mikladal havde hørt, at sælerne plejede at samles på Hellig tre kongers aften ved en sælhule tæt ved bygden. Han tog derfor der ned den aften, for at finde ud af hvorvidt det var sandt eller ej.

Drengen gemte sig bag en klippe i nærheden at sælhulen, og da solen var gået ned så han en masse sæler komme svømmende. Da de var kommet op på land, tog de sælhuderne af og lagde dem på stranden, og da lignede de ganske rigtigt almindelige mennesker.

Den unge mand syntes det var sjovt at ligge bag klippen og se på sælfolkene. Mens han lå der, så han pludselig en usædvanlig smuk pige smutte ud af sin sælham, og han blev forelsket i hende med det samme. Han noterede sig hvor hun lagde hammen, sneg sig over, snuppede den og gemte sig så igen bag klippen. Sælerne dansede og morede sig hele natten, men da dagen begyndte at gry, vendte de tilbage til hammene.

Men sælpigen kunne ikke finde sin ham og gik rundt og søgte efter den, mens hun jamrede og græd. Lige før solen stod op, fik hun fært af hammen hos den unge mand og blev nødt til at gå til ham. Hun bad ham så inderligt om at give hende skindet tilbage, men det ville han ikke. Han gik så hjem, og hun havde ikke andet valg end at følge efter.

Den unge mand tog nu sælkvinden til sig, og de levede godt sammen som andre gifte par. Men, han måtte altid passe godt på så hun ikke fik adgang til sælhammen. Han gemte den i en kiste, låste omhyggeligt og havde altid nøglen med sig. En dag var manden ude at fiske. Idet at han sad der ude på havet og drog en fisk ind i båden, kom hans hånd at strejfe bæltet, hvor nøglen plejede at hænge. Han blev forfærdet ved at opdage at han havde glemt nøglen derhjemme, og råbte med sorg i stemmen: “I dag kommer jeg til at miste min kone!”

Hans bådsfæller hev hurtigt deres fiskegrej indenbords og satte sig til at ro alt hvad remmer og tøj kunne holde. Da manden kom hjem, var konen forsvundet, men børnene sad stille tilbage. Hun havde slukket ilden i ildstedet og gemt alle skarpe genstande, for at der ikke skulle ske noget med børnene, mens de var alene hjemme. Så var hun løbet ned til stranden, havde taget hammen på og sprunget i vandet. Hun havde fundet nøglen mens manden var ude at fiske, åbnet kisten og fundet sælhammen, og var derfor ude af stand til at styre sig selv. Derfra stammer ordsproget:    “Kan ikke kontrollere sig selv, lige som sælen når den ser sin ham.”

I samme øjeblik som sælkvinden sprang i havet, kom hansælen, som hun havde været sammen med førhen, og sammen svømmede de bort. I alle disse år havde han ligget der og ventet på hende. Sidenhen, da sælkvindens børn kom ned til stranden, plejede en sæl at stå ude i vandet og se på dem. Det var den almindelige opfattelse, at dette måtte være deres mor.

Så gik mange år, hvor der ikke er noget at berette om manden eller de børn han havde sammen med sælkvinden. Men, så var der en gang, hvor mændene fra Mikladal skulle drage til sælhulen for at fange sæler. Natten før jagten kom sælkvinden i drømme til bonden. Hun sagde til ham, at hvis han drog med de andre mænd, skulle han passe på at de ikke dræbte hansælen som stod foran hulen, fordi at det var hendes mand. De måtte også undgå at tage de to sælhvalpe inderst i hulen, fordi de var hendes sønner – og hun beskrev deres udseende for ham.

Men bonden ignorerede drømmen. Han drog med de andre mænd til hulen, og de dræbte alle sælerne. Da byttet blev delt imellem dem, fik bonden hansælen samt lufferne af hvalpene. Hovedet af hansælen blev kogt til aftensmad sammen med lufferne, men da maden var færdig og sat på bordet, hørte de voldsomme brag udenfor. Da kom sælkvinden ind i stuen i skikkelse af en frygtelig trold, sniffede til fadet og skreg rasende: “Her ligger karlen med næsen i vejret, Hareks hånd og Frederiks fod! Nu har du fået din hævn og nu skal hævnen ramme mændene fra Mikladal. Nogen skal forlise, andre falde fra bjerge og blå skrænter, og dette skal fortsætte indtil så mange mænd er druknet, at de kan holde hinanden i hånden og nå hele vejen rundt om Kallsøen!”

Da hun havde sagt dette, gik hun ud igen under larm og støj, og siden har ingen set hende. Desværre er der alt for ofte kommet efterretninger om ulykker fra Mikladal. Der er mænd som er styrtet ned, mens de har været i bjergene for at fange fugl eller for at røgte fårene. Antallet af dræbte er endnu ikke så højt at de kan nå hele vejen rundt om Kallsoy.

Den færøske sangerinde Eivør har sammen med Peter Jensen skrevet et musikalsk drama med baggrund i Sagnet om Sælkvinden.  Hør youtube-klip her

Sangeren Lars Lilholt har skrevet en sang om Sælkvinden. Link til tekst og noder her