Et nyfødt barn – før evighed Gud!

Et nyfødt barn – før evighed Gud! – en oldkirkelig prædiken om de vise mænds møde med Maria og barnet.

I begyndelsen af 500-tallet kom en ung præst af jødisk oprindelse ved navn  Romanos  fra Beirut til Konstantinopel for at gøre tjeneste ved Theotokoskirken (Theotokos=Gudfødersken=Maria). Det fortælles, at han ved guddommelig indgriben fik digteriske evner. Disse evner brugte han i forkyndelsens tjeneste. Han udviklede en poetisk prædikenform kaldet ”kontakion” med en sindrig opbygning, båret af et tilbagevendende sammenfattende omkvæd.

Disse prædikener blev formentlig sunget, og de fik stor betydning, fordi de formidlede vanskeligt teologisk stof på en folkelig forståelig måde ved at bygge på de kendte og elskede bibelfortællinger, som f.eks. den om de vise mænd.

Det første af disse kontakier var netop et julekontakion om de vise mænds møde med barnet, Maria og Josef.

Omkvædet i dette kontakion sammenfatter inkarnationens mysterium med en helt enestående styrke og skønhed i de ganske få ord:

”et nyfødt barn før evighed Gud”!

Det lille menneskebarn i krybben er samtidig ham, der før alle tider er den vældige Gud. Som det lyder i prologen:

”Jomfruen føder i dag
ham, der er over al væren,
og ham, ingen kom nær,
skænker jorden en hule”.

Det er Jesu guddommelighed, der er i centrum. Den nyfødte kan selv tage ordet og give de vise mænd tilladelse til at komme ind: det er jo ham selv, der som stjernen har ledt dem til målet, og stjernen er Ordet:

”Før herind dem,
som jeg ledte med Ordet,
thi det var mit ord,
der lyste for dem,
som søgte mig.
Det er den stjerne,
der kan ses og sanses.
Det er den kraft,
der kan mærkes og føles.”

Det er den samme tankegang, Grundtvig formulerer om ledestjernen i ”Dejlig er den himmel blå”:

”Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild
er hans guddomsord det klare…”

Men ordet er ikke ”bare” bibelens ord. Ordet – græsk: Logos – betegner Guds skaberord. Jesus var som Guds skaberord med fra skabelsens første øjeblik og før det. Det er Johannesevangeliets indledning, der klinger med – I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Alt er blevet til ved ham. Han er lyset, der skinner i mørket – og højdepunktet: Ordet blev kød og tog bolig iblandt os.

Prologen sætter tilhøreren på linje med de vise mænd: guddomsbarnet er født –

”Derfor lad os ile med al hast
til stedet, hvor fødtes
et nyfødt barn
før evighed Gud!”

De vise mænd kommer til grotten, hvor Maria sidder med barnet og undrer sig over det guddoms­barn, som hun har født, skønt ”brudt blev ej mit jomfru-segl”. Romanos har tilsyneladende den forestilling, at vismændene kommer allerede i selve julenatten eller umiddelbart derefter.

Maria råber dem an og spørger: ”Hvem er I?”, og de svarer tilbage ved at spørge hende om det samme: ”Hvem er du selv?” De spørger om hendes far og mor, for hun er jo ”moder og amme for en faderløs søn”. De fortæller, at de har set hans stjerne og henviser til den gammeltestamentlige profeti (4. Mos. 24.17), hvor Bileam forudsiger Jakobs stjerne, der skal træde frem. Vismændene tolker den nyfødte som stjernen, der rinder op, stærkere end nogen anden, og som kvæler alle orakler og vismandsgåder.

Noget tyder på, at Romanos står i en overgang, hvor man er begyndt at tale om vismændene som konger. I hvert fald paralleliseres der i vers 6 mellem de vise mænd og ”de, der hersker med magt i Østens lande” og ”de rige i dit eget folk”. De higer alle efter at se ham og hans åsyns glans. Men hans folk er dem, for hvem han bliver kendt som ”et nyfødt barn før evighed Gud!”

Maria beder Jesus om at lade vismændene komme ind; men da de kommer ind, forskrækkes de ved at se Josef som hendes trolovede mand. Hendes svangerskab skulle jo være ”uden plet”:

”Lad ikke Josef her i dit hus blive dig til spot.”

De vise mænd lægger altså stemme til den udfordring, det er at forstå, at den nyfødte er Guds søn og Gud selv, men at der samtidig er ”en mand i huset”. Romanos lader Maria forklare de vise, at Josef er der som vidne om, at alt er gået til, som hun fortæller. Josef er sandhedsvidne, der kan berette om hyrderne og englene og om den strålende stjerne, der også ledte de vise mænd. Og så spilles bolden ellers tilbage til vismændene, der opfordres til at fortælle om sig selv, og om hvorfor de er kommet.

De fortæller, at de er kommet fra kaldæernes land, fra Babylon, steder, hvor man ikke kender Skaberen og ikke bekender sig til ”Gudernes Gud”:

”Alt der er tomt,
ja, endeløs tomhed,
men der er ingen hos os,
der udgrunder det,
thi nogle fører vild,
og andre vildføres”.

Derfor priser de Jomfruens barn, ved hvem de forløstes. De fortæller, at de er draget jorden rundt for at lede i lande og blandt folk ”uden vid og præg” med stjernen som lampe.

De fortæller også om, at de har gennemvandret hele Jerusalem for at lede efter ”den højeste Lov”, men den er fjernet – arken med ”Loven og alt, hvad den fordum rummed’ af rigdom”, og så citerer de frit Paulus’ ord fra 2. Korintherbrev 5.kapitel:

”Det gamle er forbi,
og alt er nyt”

i kraft af det nyfødte barn, der fra evighed er Gud.

Da Maria så undrer sig over, hvordan de er kommet uden om tyrannen Herodes, svarer de, at de holdt ham for nar. Hos Romanos er det altså ikke først, da de bliver advaret mod at vende tilbage til Herodes, at de beslutter at holde ham for nar. Her gør de det allerede ved mødet med Herodes i Jerusalem, for han og folkets vise forstår intet, og han, som de søger efter er

”alene at se
for dem, der søger at skue
et nyfødt barn
før evighed Gud!”

De vise paralleliserer deres vandring med Moses’ og folkets udtog af Ægypten. De er blevet ført ud af ham, der førte israelitterne ud. Stjernen er som ildsøjlen, der ledsagede israelitterne, og håbet om at se ham er deres manna i ørkenen.

Efter denne beretning, og efter at ”Den Spæde” har godkendt deres beretning og love dem at gøre deres hjemrejse let, kommer vismændene frem med deres gaver. Først her her beskriver Romanos dem som tre i tal, der kommer med ”myrra og guld, ja, røgelse med” og beder ham om at modtage deres offer og ikke afvise det som Kains, men tage imod det som Abels.

Maria falder på knæ sammen med vismændene og beder den nyfødte tage imod den trefoldige gave. Og så kommer hun med en trefoldig bøn, der i sammenhængen kan virke lidt mærkelig, men som måske er en folkelig bøn fra samtidig, der lægges i Marias mund:

”for det gode vejr
og for jordens frugt
og for dem, der bebor den”.

Hun beder om, at den nyfødte må blive til soning for enhver, og hun bønfalder ham for alle mennesker i kraft af, at han har gjort hende til stemme for hele sin slægt.

Afslutningen er hendes bøn om, at han vil frelse verden, som han er kommet for:

”bring atter dit værk i stand,
thi just derfor blev du lys
for mig, for de vise,
for hele din skabning.”

Og så glæder hun sig over, at de vise mænd er kommer med gaver, som hun kan have gavn af, når du hun skal flygte til Ægypten med ham.

Romanos’ måde at gøre inkarnationens mysterium forståeligt for tilhørerne på er altså samtaler mellem Maria, Jesus selv og vismændene, der med deres spørgsmål og søgen repræsenterer dem, der som menigheden lytter og spørger. Prædikenen henter vismændene ind i gudstjenesten og dens tilbedelse og lovsang. Forkyndelsen er en opfordring til tilhørerne om at ”følge stjernen, der fører ud af verdens tomhed til Kristus” (Chr. Thodberg i Aagaard s. 20).

Kilde:

Romanos’ prædiken er oversat til dansk af Anna Marie Aagaard i ”Alle vort livs mysterier – Oldkirkelige prædikener i oversættelse” med indledning af Chr. Thodberg (Anis forlag 1992).