I ørkenen leder tre trætte mænd

I ørkenen leder tre trætte mænd.
De følger et lys i det fjerne
Det tændes og slukkes og tændes igen
– en blafrende lille lanterne.

2. De søger mod sandhed og klare svar
men usikre på, hvad de finder:
ad ukendte veje, et mål de dog har
– et lys, der i mørket skinner

3. Den sandhed, som lyset skinner på,
da stjernen omsider står stille,
er enkel og dog ikke til at forstå:
– det største er gemt i den lille

4. Enhver analyse, ethvert argument
er ordgejl og tomme ideer
mod Ordet i kød, som til verden bli’r sendt
– det sprænger alverdens klicheer

5. Vi søgende sjæle, som sjældent har ro
og tit efter lygtemænd render
Åh, gid vi må se det og følge i tro
– det lys, som fra Ordet brænder!

6. Og alt, hvad vi skal, er at hvile her,
af lyset og varmen oplivet,
og mærke, at livets mening os er
i menneskesønnen givet.

7. Så kan vi vandre som vise mænd,
med sandhedens Ord i vort hjerte,
med glæde og tro vende hjem igen
og dele alt det, som vi lærte!

Kaj Bollmann 2.januar 2018
Mel.: O, Gud ske lov til evig tid (DDS 738)