Ærø

Ærø er – sammen med Als, Omø og Agersø et af de steder i Danmark, hvor traditionerne med Helligtrekongersvandringer og – fester har holdt sig op i vor tid. Traditionen har været, at man de sidste dage – og nætter – op til Helligtrekongers Dag, kulminerende Helligtrekongers Aften har ”gået udklædt”.

Skikken har holdt sig på den vestlige del af øen, hvor der ikke mindst i Bregninge gøres meget ud af skikken, også i kirken med Helligtrekongersspil.

Sådan skriver museumsleder Karen Fabricius, Ærø Museum, om skikkene:

”Mange hjem på den vestlige del af Ærø har skabe og skrin fyldt med ”udklædttøj”, som kun er i brug denne ene gang om året. Man ifører sig helst historiske klædningsstykker som oldemors velbevarede, sorte brudekjole, et hvergarnsskørt med fløjlsbånd eller bedstefars ankellange kørekappe og træsko med jernbeslag. Hvis man ikke lige har ”stadstøjet” ved hånden, kan man bruge hvad som helst, bare man har formummet sig til ukendelighed. For eksempel gemmer der sig ofte en ung mand bag den gamle konemaske. Med forvrænget stemme i højt leje drager man fra hus til hus og driver gæk med folk. Identiteten skal helst ikke afsløres.

Hverdagens grænser må i et vist omfang overskrides, men det er antydningens kunst, der er vigtig, og hverdagen er det væsentlige element i festen. Man skal have et eller andet emne at starte snakken på, når man kommer på besøg i hjemmene, og opfindsomheden blomstrer på disse aftener.Det kan for eksempel være ”salg” af fint gammelt undertøj med lodden vrang eller æbleskivefrø. Jo, frøene skal sås sidst i september for at nå at komme op til jul! Samtidig fremvises store medbragte æbleskiver. Andre muntrer sig med demonstration af hønsebriller eller en til lejligheden opfundet evighedsmaskine.

helligtrekongerslob-bregninge
Kirsebærvinen kan drikkes gennem sugerør, når man er udklædt til Helligtrekonger i Bregninge. Det er vigtigt, at man er så godt formummet, at man faktisk ikke kan genkendes, før maskerne falder. Derfor laves stemmerne typisk om, så man ikke kan genkende dem heller.

Udklædterne, som først begiver sig ud efter mørkets frembrud, kigger efter, hvor der er lys uden for hoveddøren. Dér er man ventet, og værterne er sammen med gæster, som regel de samme år efter år, klar til at tage imod og gå med på spøgen – værterne er en lige så væsentlig del af spillet som udklædterne. Sugerør har man med i lommen, og de kommer i brug til den drink, der falder af under hvert besøg – vin, øl, snaps eller vand. Det kan blive til mange i aftenens løb.

Når udklædterne har takket for skænken og begivet sig af sted til næste besøg, starter gætterierne om, hvem der gemte sig bag masken. De rigtig garvede udklædter kommer måske to gange i løbet af aftenen i forskellig forklædning.”

Teksten er en del af den tekst, der er med i Ærø Guidens årlige udgivelse. Teksten er efterfølgende redigeret af Helge Jørgensen.

Se mere og billeder her

Link til artikel fra Fyns Tidende om skikken i Bregninge: klik her

Se desuden siden om Helligtrekongersgudstjeneste i Bregninge