Grundtvig – alle vers!

“Dejlig er den himmel blå”, måske vores mest elskede julesalme, er et udsnit af et digt, som Grundtvig udgav i 1810 i tidsskriftet “Sandsigeren” som et juledigt for børn. Grundtvig var på dette tidspunkt i en dyb personlig krise, med store psykiske problemer. Alligevel fik han skrevet dette fantastiske digt, som har fået så stor betydning for danskernes billeder af julebudskabet.

Det nok væsentligste greb i digtet er koblingen mellem stjernen, der ledte De vise Mænd og vores “ledestjerne” : Guddomsordet. Ordet ledestjerne bruges ikke i den lange version (vers 18), men i salmebogens version (nr. 136 vers 6).

Af andre bemærkelsesværdige detaljer er bl.a. den morsomme, at Grundtvig med et behændigt greb i vers 8 kobler evengelietekstens vismand sammen med traditionen om de Hellige tre Konger: “Stjernemanden” går til sin konges slot, og det er kongen og hans søn, der sammen med “stjernemanden” drager af sted mod Betlehem.

Desuden er det værd at bemærke, at Grundtvig af gaverne kun behandler røgelsen (vers 13 og 17), men udelader guldet og myrraen. Røgelsen tolker han i vers 17 som den tilbedelse og lovprisning, vi skal ofre til Jesus som vores gave og den røgelse, han ønsker.

I 1960 udgav Gyldendal en billedbog med alle versene med illustrationer og forord af den kendte tegner Herluf Jensenius.  Det er geniale tegninger, som kunne fortjene en genudgivelse. Jeg tillader mig at linke til en smagsprøve:

Forsiden Jensenius

De originale 19 vers af “Dejlig er den himmelblå”

De hellige tre Konger af N.F.S. Grundtvig

(En Barnesang)

 1. Deilig er den Himmel blaa,
Lyst det er, at see derpaa,
Hvor de gyldne Stjerner blinke,
Hvor de smile, hvor de vinke,
Os fra Jorden op til sig

 

2. Kommer Smaa, og hører til!
Jeg for eder sjunge vil
Om saa lys og mild en Stjerne,
Jeg det veed, I høre gierne:
Himlen hører eder til

3. Det var midt i Julenat,
Hver en Stjerne glimted mat,
Men med Eet der blev at skue
En saa klar paa Himlens Bue,
Som en liden Stjernesol

4. Langt herfra, i Østerland
Stod en gammel Stjernemand,
Saae fra Taarnet vist paa Himlen,
Saae det Lys i Stjernevrimlen,
Blev i Sind saa barneglad

5. Naar den Stjerne lys og blid
Sig lod see ved Midnatstid,
Var det Sagn fra gamle Dage,
At en Konge uden Mage
Skulde fødes paa vor Jord

6. Derfor blev i Østerland
Nu saa glad den gamle Mand;
Thi han vilde dog saa gierne
See den lyse Kongestjerne,
Før han lagdes i sin Grav

7. Han gik til sin Konges Slot,
Kongen kiendte ham saa godt,
Hørte og med Hjertens Glæde,
At det Lys var nu tilstæde,
Hvorom gamle Spaadom lød

8. Han med Søn og Stjernemand
Flux uddrog af Østerland,
For den Konge at oplede,
For den Konge at tilbede,
Som var født i samme Stund

9. Klare Stjerne ledte dem
Lige til Jerusalem,
Kongens Slot de gik at finde,
Der var vel en Konge inde,
Men ei den de ledte om

10. Klare Stjerne hasted frem,
Ledte dem til Betlehem,
Over Hytten lav og lille
Stod saa pludselig den stille,
Straalede saa lyst og mildt

11. Glade udi Sjæl og Sind
Ginge de i Hytten ind,
Der var ingen Kongetrone,
Der kun sad en fattig Kone,
Vugged Barnet i sit Skiød

12. Østerlands de vise Mænd
Fandt dog Stjernen der igien,
Som de skued i det Høie,
Thi i Barnets milde Øie
Funklende og klar den sad

13. Den var dem et Tegn saa vist,
At de saae den sande Krist,
Derfor neied de sig glade,
Offrede paa gyldne Fade
Røgelser med søde  Lugt

14. Vil I Smaa ei ogsaa gierne
See den lyse milde Stjerne,
For den Konge dybt jer neie,
Som Guds Rige har i Eie,
Og vil lukke jer derind?

15. Seer I til den Himmel blaa,
Med de gyldne Stjerner paa,
Der den Stjerne ei I finde,
Men den er dog vist derinde
Over Jesu Kongestol

16. Thi det Barn, som var paa Jord,
Blevet er en Konge stor,
Og han sidder nu deroppe,
Over alle Stjernetoppe
Hos Gud Faders høire Haand

17. Neier eder kun, I Smaa!
Han fra Himlen seer derpaa.
Sender ham med Hjertensglæde
Lov og Pris til høie Sæde!
Det er Røgelse for ham

18. Stjernen ledte vise Mænd
Til nyfødte Konge hen,
I har og en saadan Stjerne,
Og naar I den følge gierne,
Komme I til Jesum vist

19. Denne Stjerne, lys og mild,
Som kan aldrig lede vild,
Er hans Guddomsord det klare,
Som han lod os aabenbare
Til at lyse for vor Fod.