En syrisk Helligtrekongerslegende
Dele af stoffet fra denne legende var i omløb i Syrien så tidligt som i det 4.årh., andet er yngre. Legenden er aftrykt i tysk oversættelse i Hugo Kehrer: Die ”Heiligen Drei Könige in der Legende und in der Deutschen bildenden Kunst bis Albrecht Dürer“, Studien zu Deutscher Kunstgeschichte, Strassburg 1904, ss.119-121.
Dansk oversættelse fra tysk: Kaj Bollmann nov. 2016
I den selvsamme nat (hvor Jesus var blevet født) blev en skytsengel udsendt til Persien. Han viste dem skikkelsen af en stærkt lysende stjerne, som oplyste hele Persernes Land. For alle perserne holdt en stor fest til ære for ilden og stjernerne på den 25. i den første Kanun, festen for Jesu fødsel.
Alle magerne var udsmykkede og ærede festen. Da udgød sig pludselig et stort lys over dem. De forlod nu deres konger, bordet, alle fornøjelserne og deres huse og gik ud for at holde udkig. Da så de en ildskinnende stjerne stå over Persien, hvis skinne var som Solens.
Deres konger talte da til præsterne: ”Hvad er dette tegn, som vi ser her”? Disse svarede uvilkårligt som profeterede de: ”Kongernes Konge er født, Gudernes Gud og Lyset af Lyset. Og denne (stjernen) – en af vore guder – er kommet for at give os kundskab om hans fødsel, så vi kan drage derhen og bringe ham ofre og tilbede ham”.
Da stod alle høvedsmænd og dommere og befalende op og sagde til præsterne: ”Hvilke ofre skal vi bringe ham”? Da sagde præsterne til dem: ”Guld, røgelse og myrra”. Nu bar tre mænd, konger, kongesønner fra Persine samtidig, som et mysterium, den ene tre pund myrra, den anden tre pund guld og en anden igen tre pund røgelse. Ved hanegal forlod de, smykket i deres kostbare gevandter, med kroner på deres hoveder og deres gaver i hænderne, deres hjem med samt deres ni ledsagere.
De begav sig på vej følgende den stjerne, som havde vist sig for dem. Og den samme engel, som tog profeten Habakuk ud af Jerusalem, og som bragte profeten Daniel morgenmad, da han var blevet kastet i løvekulen i Babylon, førte ved den Helligånd perserkongerne til Jerusalem. Før hanen galede forlod de Persien, og ved daggry drog de ind i Jerusalem.
De spurgte nu Jerusalems indbyggere: ”Hvor er den konge født, som vi er kommet for”? Da Jerusalems indbyggere så dem, da gøs de og blev grebet af frygt og bragte nyheden om dem til kong Herodes. Da lod Kong Herodes perserkongerne tilkalde og føre frem for sig og spurgte dem: ”Hvor er I fra, hvorfra er I kommet her, og hvem søger I”? De sagde: ”Den konge, som er født i Juda, i omegnen af Jerusalem. En af vore guder prøvede os og underviste os om hans fødsel, for at vi kunne bringe ham tilbedelse og ofre”.
Da blev kong Herodes grebet af frygt for de persiske kongers åsyn, som han så med deres kroner på hovederne og deres skatte, hvordan de søgte efter kongen, som var født i Juda. Han og hans omgivelser gøs ved synet af kongesønnerne. Og Herodes sagde: ”Stor er den konges mangt, som bevægede jer til at vise ham ære. Han er i sandhed en konge, Kongernes Konge. Gå hen og søg efter ham, og når I har fundet ham, så kom og vis mig det, så også jeg kan gå hen og tilbede ham”. Da nu Herodes havde udtænkt den list i sit hjerte, at han ville slå ham ihjel, allerede medens han var et lille barn, så talte han: ”Se, skabningen er mig underlagt”!
Så forlod kongerne ham, og de så stjernen gå foran sig, indtil den stod stille over hin hule. Da forvandlede den sig og blev til en lys- (eller ild-) søjle fra jord til Himmel. De gik ind i hulen, og fandt Maria, Josef og barnet, svøbt og liggende i en krybbe. De bragte ham tilbedelse og ofre og hilste Josef og Maria. Men Josef og Maria undrede sig over de tre kongesønner, der med kroner på hovederne bøjede knæ foran den lille dreng og tilbad ham, uden at stille nogen spørgsmål om ham.
Da spurgte Josef og Maria: ”Hvorfra er I ”? De tog til orde og svarede: ”Fra Persien er vi kommet”. Josef sagde til dem: ”Hvornår forlod I Persien”? De sagde: ”Om aftenen var der en fest, og da vi havde sat os til bords sagde en af vore guder til os: Stå op, drag derhen, bring ofre til kongen, som er født i Juda! Da vi rustede os til rejsen, galede hanen. Ved hanegal forlod vi Persien, og nu i den tredje time på dagen er vi nået frem til jer”!
Da tog Maria et af Jesu svøb og gav dem det. De modtog det fra hende i tro som en ophøjet gave. Da det nu blev nat på femtedagen efter fødslen, kom hin skytsengel, som havde ført dem derhen i skikkelse af stjernen, og de fulgte den, medens de fik underretning om årsagen til dens komme.
Så nåede de hjem ved tiden for morgenmaden, og Persien glædede sig over deres hjemkomst og undrede sig. Da det nu var blevet og dag, samledes kongerne og præsterne sig og talte til dem: ” Hvordan kom I af sted derhen, og hvordan er I kommet tilbage? Hvad har I foretaget jer, og hvad har I bragt med jer hjem”? Da viste de dem svøbet, som Maria havde skænket dem. Så foranstaltedes der en stor magier-fest for dem, og de kastede svøbet på den ild, som de plejede at tilbede. Da antog svøbet ildens skikkelse. Men da ilden var brændt ned, kunne de tage svøbet ud af ilden, hvidt som sne og endnu mere helt og uberørt end før. Da tog de det, kyssede det, lagde det på deres øjne og sagde: ”Sandelig, uden tvivl, det er Gudernes Guds klædestykke, som vores guders ild ikke var i stand til at opbrænde”! Og de omfattede det med tro og stor ærefrygt.